Geografisk Orientering 4/2021

Bæredygtig turisme

UDKOMMER MEDIO OKTOBER

 

Bæredygtig turisme

Er det uacceptabelt og miljøfjendsk at rejse? Er det slut med at rejse ud efter store oplevelser og eksotiske eventyr, eller kan en rejse stadig være bæredygtig, hvis vi opfører os ansvarligt som turister? Og hvordan er man en ansvarlig og bæredygtig turist?

I dette nummer pakker vi rejsekufferten, og spørger eksperter til råds om, hvordan vi selv, og hele turistbranchen, forholder sig til kombinationen af turisme og bæredygtighed, i et samfund hvor vi bliver mere og mere bevidste om vores påvirkning på natur, miljø og lokalsamfund.

Jesper Holm og Jane W. Meged gør os først klogere på, hvordan fænomenet bæredygtig turisme overhovedet er opstået, hvad det er for en størrelse, og dets mange varianter. Herefter griber Stig Jensen fat i udviklingen i naturbaseret turisme i Afrika og dets påvirkning på lokalsamfund. Stig reflekterer desuden i den efterfølgende artikel over, hvordanCOVID-19-pandemien har sat sine tunge spor i den afrikanske turismesatsning, og opsætter nogle af de overvejelser som kontinentet nu står over for i forhold til turisme.

Sofie Banke Poulsen fra Verdens Skove guider os herefter gennem, hvad økoturisme er, og giver tips til, hvordan vi selv som turister kan foretage bevidste valg, når vi rejser.

Det er ikke kun ude i den store verden, at der er fokus på bæredygtig turisme. Anders Rosbo fra Visit Denmark giver os et indblik i Danmarks forudsætninger for at skabe bæredygtig turismeudvikling i Danmark, om turisternes efterspørgsel og om ’greenwashing’. Ligeledes fortæller Lars Thykier om brancheforeningen Dansk Rejsebureau Forenings arbejde med bæredygtige tiltag i turismebranchen.

Mange bæredygtighedstiltag er allerede implementeret, og endnu flere er på vej ude i branchen. Merete Skovsted fra Aalborg universitet giver eksempler på, hvordan aktører i Thy har taget dagsordenen til sig med lokale råvarer, minimale fodaftryk i den omgivende natur og fokus på lokalhistorie.

Men turisme er en dynamisk og finurlig størrelse, og kan være svær at kontrollere. Jane Meged giver et indblik i fænomenet overturisme, og fortæller om det paradoksale i overnatningstjenesten Airbnb, der både er med til at drive overturismen frem, men samtidig fremstår som løsningen til at sprede turister ud.

Så læn dig tilbage i strandstolen, og få et indblik i udviklingen mod bæredygtig turisme.

God læselyst fra hele redaktionen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til Geografisk Orientering

Hvis du allerede er medlem, kan du også få adgang ved at logge ind