I årets første nr. af Geografisk Orientering tager vi temperaturen på geografisk forskning anno 2023.

Nyhed oprettet den 24. marts 2023

Udkommer ultimo marts 2023:

I en tid med store udfordringer, globalt, nationalt såvel som lokalt, inden for samfund, kultur og natur – samt politiske vinde, der ønsker reorganisering og nedskæring af kandidatuddannelser på universiteterne – er der alt mulig grund til at samle os som fagdisciplin og styrke vores identitet som geografer.

Men hvordan ser landskabet af geografisk forskning ud anno 2023? Vi har stillet 13 forskere, med igangværende forskningsprojekter, fem generiske spørgsmål: Hvad forsker du i på nuværende tidspunkt? Hvorfor er dette forskningsprojekt vigtigt? Hvad er svært ved din forskning? Hvad synes du er det sjoveste ved din forskning? Hvad håber du på, at din forskning kan bidrage med og/eller have indvirkning på – både i forhold til geografisk forskning såvel som store samfundsudfordringer?

Nogen har valgt at svare på spørgsmålene et for et, mens andre har valgt at sammenskrive til en lille artikel. Redaktionen har budt alle formater velkommen.

Temaet er tilrettelagt helt uden videnskabeligt metodisk belæg –med andre ord har vi mere eller mindre tilfældigt lavet nedslag på tværs af institutioner, karriereforløb, og forskningsfelt. Men én ting har alle forfattere dog til fælles – nemlig et geografisk afsæt og uddannelse, selv om de ikke nødvendigvis, for nuværende, er ansat som forskere på en sektion for geografi.

Vi kommer vidt omkring, fra kønsforskning i geofag til vidensøkonomi, fra Arktisk til Afrika, fra fokus på vand og træer til kreative erhverv og lokale natur-kultur-forståelser. Ja, geografien er rummelig og vi kan love, at det er spændende og inspirerende læsning.

På vegne af hele redaktionen – rigtig god læselyst.

 

Temaer:

- Den skæve kønsfordeling i de danske geofag er et demokratisk problem.
- 60 mio. kr. til at styrke forskningen på tværs af oceaner, søer og vandløb.
- Vidensøkonomiens nye geografi.
- Kyster i forandring.
- Folk har fået det bedre på landet i Tanzania.
- Kolde gasser fra isens dyb.
- Lattergas - ikke for sjov. 
- Skove, træer og fødevaresikkerhed i Malawi. 
- Kreative erhverv: Afrikas nye udviklingsaktører?
- Tæller træer fra rummet.
- Fodgængernes Geografier.
- Lokale natur-kulturforståelser i en klima- og biodivesitetstid.
- Den naturgeografiske gletsjerdetektiv