Ecuador - med tilkøb af tur til Galapagosøerne

Tag med på en 2 ugers studietur til Ecuador, med mulighed for at tilkøbe en tur til Galapagos.
8. - 21. juli 2019

Ecuador med Geografforbundet sommerferien 2019

Tag med på en 2 ugers studietur til Ecuador i sommerferien 2019. Der vil være mulighed for at tilkøbe en tur til Galapagos efter rejsen.

Ecuador har på trods af sin relativt lille størrelse (6 gange større end Danmark) hele fire klimazoner: kysten / lavlandet, Andesbjergene / højlandet, Amazonas og Galapagosøerne. Hvert område er markant forskelligt fra de øvrige, selv om afstandene er små. På få timer kan man således køre fra Amazonas jungle til Andesbjergenes kolonibyer og sneklædte bjergtoppe og videre til lavlandets kakaoplantager og tropiske varme. Vi skal have tøj med til alle klimazoner.

Ecuador ligger i den nordligste del af Sydamerika. Det ligger på Ækvator, som navnet fortæller. Landet har 16 millioner indbyggere, hvoraf størstedelen er mestizer. Det var en del af Inkariget, hvilket man kan finde spor af i befolkningen i Andesbjergenes gener og i de efterladte ruiner. Som mange andre latinamerikanske lande blev Ecuador koloniseret af spanierne i 1500 tallet. Landet løsrev sig i 1820 og blev selvstændige i 1830.

Der vil være mulighed for at forlænge rejsen med et ophold på Galapagosøerne.

 

 

 

M – morgenmad, F – frokost, A - aftensmad

Morgenmad og frokost alle dage samt 4 middage

 

Information

Pris

Pris per person: 25.995 kr i delt dobbeltværelse (lodge i Amazonas: tilfælde af 3-mands-værelser).

Enkeltværelsestillæg: 1.995 kr.

Vi satser på at prisen holder, men der kan komme en justering, afhængigt af flybilletterne. Følg med her på hjemmesiden.

 

Tilmelding og depositum

Depositum kr. 3.000.

Betaling af depositum og tilmelding skal ske her på hjemmesiden.

Frist for tilmelding: dato kendes endnu ikke.

 

Turansvarlig

Turansvarlig Lise Rosenberg, pensioneret lærer, medlem af kursusudvalget, Lise har arrangeret mange ture for Geografforbundet. Har du spørgsmål, så kontakt gerne Lise på lr@geografforbundet.dk eller tlf.: 22 39 77 77.

 

Faglig leder

Betina Thaarup, lærer. Betina har fulgt landet i mange år og boet i landet 1½ år. Betina taler flydende spansk, og hun har mange kontakter, som vi vil drage nytte af.  Betina kan kontaktes på betinathaarup@gmail.com eller tlf.: 40 79 31 40

 

Informationsmøde

Vi vil indbyde til en forberedende dag i begyndelsen af 2019. Her vil vi gennemgå programmet og de praktiske informationer samt besvare spørgsmål fra deltagerne.

Turen arrangeres i samarbejde med Morten Svane, direktør i Bifrost Rejser. Morten var i maj 2018 på en research tur i Ecuador i 3 uger. Det var hans andet besøg i landet. Morten har arrangeret en del af Geografforbundets studieture de sidste 4-5 år.

 

Galapagosøerne

I forlængelse af rejsen er det muligt at tilkøbe et fem dages ophold på Galapagosøerne. På opholdet bor man på de to største øer, Isla Isabela og Isla Santa Cruz, hvorfra der udgår udflugter til bl.a. Isla Bartolomé. Vi skal også se den enorme skjoldvulkan, Sierra Negra og Darwincenteret, hvor man arbejder på at redde flere af øernes skildpaddearter. Galapagosøerne har en helt unik natur, med et rigt plante- og dyreliv samt laguner og lavatunneller. Her er kæmpeskildpadder, leguaner, søløver, fugle og pingviner, som ikke lader sig mærke af, at der ligger mennesker ved siden af dem på stranden. Det er måske et af de mest eksotiske og interessante steder, man kan besøge, og ved turens afslutning befinder man sig kun en kort flyvetur derfra.

Pris 9995 kr. Prisen er inklusiv fly, hotel, transport på og mellem øerne, morgenmad samt et par frokoster. Derudover skal man selv betale 100$ ved ankomsten for at få adgang til nationalparken (dvs. Galapagosøerne).

Ønsker du at tage til Galapagos, bedes du kontakte Bifrost Rejser. ms@bifrostrejser.dk

Du skal være logget ind for at tilmelde dig.
Ikke medlem? Bliv medlem

Program

Dag 1 – Quito (mandag d. 8. juli)

Afrejse fra København om morgenen og vi lander i Quito, Ecuadors smukke hovedstad, sidst på eftermiddagen. Indkvartering på  det centralt beliggende La Casa Sol, der er indrettet i inkastil. Fælles middag, og så er vi nok trætte efter en lang flyvetur og tidsforskel.

Man opdager hurtigt, at Quito er en smuk by. Det er en gammel koloniby beliggende på Ækvator og smukt omkranset af Andesbjergene. Byen har 1,5 millioner indbyggere og ligger i 2600 meters højde. Det kan godt tage et par dage, før kroppen helt vænner sig til den tynde luft.

http://www.lacasasol.com/

Dag 2 – Verdens midte (M/F) (tirsdag d. 9. juli)

Forholdsvis tidligt drager vi til Mitad del Mundo (midten af verden), monumentet, der markerer Ækvator. Alle skal selvfølgelig prøve at stå med den ene fod på den sydlige og den anden på den nordlige halvkugle samtidig. Her tages gruppebilledet.

Der er også mulighed for at se ecuadoriansk kunsthåndværk og spise lokale specialiteter som eksempelvis marsvin og kassava.

https://www.youtube.com/watch?v=u4W1lcdy4P0

Efterfølgende skal vi på sightseeing i Quito, som har en af de største og mest velbevarede bydele fra kolonitiden i Latinamerika med et hav af arkitektoniske perler i smalle listige gader med høje stigninger.

På Universidad Católica del Ecuador vil Carlos Maldonado, ingeniør og Ph d  i "Social and political thought med special diploma in latinamerican studies” fortælle os om Ecuadors historie, politiske situation, og om hvordan landet påvirkes af klimaforandringer.

Dag 3 – Amazonas (M/F/A) (onsdag d. 10. juli)

Nu skal vi ud i dette smukke land. Vi flyver over Andesbjergene til oliebyen Lago Agrio. Derfra sejler og kører vi ind i junglen til byen Cuyabeno Bridge. Her spiser vi frokost med vores lokale guide, og bagefter sejler vi ad Cuyabeno-floden (en af Amazonflodens bifloder) i motoriserede kanoer til Laguna Grande, hvor vi indkvarteres på vores lodge, Jamu Lodge. Sejlturen varer ca 2 timer, og undervejs bliver der rig mulighed for at observere dyrelivet. Fremme ved lodgen kan vi nyde lagunen.evt. se solnedgangen fra en kano.

 

Overnatning på Jamu Lodge (www.jamulodge.com)

Dag 4 - Junglen om dagen og om natten (M/F/A) (torsdag d. 11. juli)

Efter morgenmad tager vi på vandretur i regnskoven med vores lokalguide og hører om dyr og planter, samt om skovens økosystem og indianernes liv. Efter en siesta tager vi i udhuggede kanoer ud til den oversvømmede del af skoven, hvor vi kigger efter aber og fugle.

Om aftenen vandrer vi ud i junglen på jagt efter insekter, der er fremme om natten.

Dag 5 - Besøg i indianerlandsby i junglen (M/F/A) (fredag d. 12. juli)

Vi følger nu Cuyabeno-floden til Siona-landsbyen, hvor vi skal lære, hvordan det lokale casabe-brød tilberedes. Vi får et indblik i, hvordan junglens indianere lever, og hvilke udfordringer de har.

Efter en siesta på lodgen er der igen mulighed for natsafari. Denne gang i kanoer på lagunen, hvor vi skal kigge efter caimaner, slanger og fugle.

Dag 6 - Tilbage til Quito (M/F) (lørdag d. 13. juli)

Mulighed for at kigge efter fugle om morgenen. Efter morgenmad går turen tilbage til Lago Agrio og derfra en flyvetur tilbage til Quito. Frokosten medbringes til turen.

Vi overnatter igen på La Casa Sol i Quito.

Dag 7 – Indianermarkedet i Otavalo (M/F) (søndag d. 14. juli)

I dag går turen til den lille by Otavalo, som ligger i Andesbjergene 1,5 times kørsel nord for Quito. Otavalo har et indiansk marked med tæpper, ponchoer, panfløjter, huer, sweatre, tasker mm.

Her skal vi også besøge Matico som driver organisationen Huarmi maqui (kvindens hånd). Hun lærer andre enlige kvinder at karve (en speciel måde at behandle uld på), indfarve og væve tørklæder, ponchoer og punge af uld, alpaca og bomuld med henblik på, at kvinderne skal kunne forsørge sig selv. Alt er lavet fra bunden, naturligt indfarvet og håndvævet.

Samtidig fortæller hun om, hvordan man bruger de lokale beklædningsgenstande, hvilken betydning de har og om sit liv i det hele taget. Det er virkelig interessant og spændende at høre hende fortælle.

http://www.casamaticoecu.com/huarmi-maqui.html

 https://www.youtube.com/watch?v=3lOCuHwayZ4

Efter frokost tager vi til kratersøen Cuicocha lidt uden for Otavalo. På vejen passerer vi den hyggelige landsby Cotacachi, som er kendt for sine læderprodukter.

Vi overnatter på La Casa Sol i Otavalo/ Peguche, hvorfra man kan gå en tur til vandfaldet i Peguche.

Dag 8 – Vandprojekt og skolebesøg (M/F/A) (mandag d. 15. juli)

Vi starter med at lægge vejen forbi landsbyen Cayambe, som ligger for foden af vulkanen af samme navn. Her skal vi møde lokalbefolkningen og høre om, hvordan de med hjælp fra den amerikanske NGO Waterstep har gennemført vandprojekter, så vandet nu kan renses.  De vil også fortælle os om områdets og deres egen historie som oprindeligt folk og efterkommere af inkaerne.

Frokosten spises i byen.

Der er programsat et skolebesøg samt møde med en geolog.

På vejen i retning af Cotopaxi Nationalpark begiver vi os ud på en vandretur til vandfaldet Condor Machay, hvis der er tid til det. Vi spiser aftensmad på landstedet Los Alisos, som serverer privatopdrættet ørred.

Overnatning tæt ved Cotopaxi på det ombyggede landsted Hacienda el Porvenir. Hvis tiden tillader det, er der mulighed for en tur på hesteryg til et sted med en fantastisk udsigt til vulkanen.

Overnatning på Hacienda el Porvenir (http://www.tierradelvolcan.com/about-us-hacienda-el-porvenir/)

Dag 9 – Vulkanen Cotopaxi (M/F) (tirsdag d. 16. juli)

Cotopaxi er en af Ecuadors mest aktive vulkaner og med sin næsten perfekte koniske form og snedækkede top, er den også en af de smukkeste. Den var sidst i udbrud i 2016. Det er muligt at nå helt op i 4800 meters højde her. Køreturen stopper ved 4500 meters højde, og derfra er der  mulighed for at gå de sidste 300 meter. De, der ikke føler sig i stand til at bevæge sig i disse meget høje luftlag, kan blive nede ved indgangen til nationalparken og gå en tur om Limpiopungo lagune.

Efterfølgende kører vi mod Riobamba hvor vi skal overnatte på hotel Casa Real. (http://www.hotelspacasareal.com/).

Frokost på vejen. Riobamba ligger i nærheden af Ecuadors højeste vulkan, Chimborazo, som også har lagt navnet til provinsen.

Dag 10 – Djævelens Næse og inkaruinerne Ingapirca (M/F) (onsdag d. 17. juli)

I dag skal vi på en af Andesbjergenes mest spektakulære togture, Djævelens Næse (El Nariz del diablo). Ruten blev betragtet som en af verdens største ingeniørbedrifter, da den blev konstrueret i 1899. For at komme ned ad bjerget må toget zigzagge sig afsted ved at køre skiftevis forlæns og baglæns.

Efter togturen bliver vi kørt op til et lokalsamfund i bjergene over togbanen. Her besøger vi en bonde, der viser os sine afgrøder, frugttræer og sin marsvinefarm.

Når dagens andet tog forcerer Djævelens Næse, har vi den perfekte udsigt over den usædvanlige togrute. Det fuldender oplevelsen at se toget tage turen fra afstand.

Længere mod syd finder vi landets største inkaruiner, Ingapirca, der faktisk dateres endnu længere tilbage end inkariget. Herfra kører vi videre til den smukke koloniby, Cuenca, hvor vi skal overnatte.

Overnatning på hotel Santa Monica i Cuenca (http://hotelsantamonicaecuador.com/)

Dag 11 – Kolonibyen Cuenca (M/F) (torsdag d. 18. juli)

Cuenca ligger også i ca. 2600 m højde og er hovedstaden i provinsen Azuay. Byen blev grundlagt i 1557, og dens historiske centrum er på UNESCO´s verdensarvsliste. Vi skal på en guidet tur, hvorefter der bliver mulighed for at udforske byen på egen hånd. Det er et dejligt sted at have lidt tid på egen hånd efter vores tur gennem Andesbjergene.

Dag 12 – El Cajas Nationalpark og Guayaquil (M/F) (fredag d. 19. juli)

En af områdets store attraktioner er nationalparken El Cajas National Park, hvor man kan opleve turkisblå kratersøer og storslået natur. Mulighed for en vandretur. Vi kører nu ned fra bjergene i retning af landets største by, Guayaquil. På lidt over en time forvandles Andesbjergenes kølige luft til tropisk varme, og det golde landskab fyldes pludselig af banan- og kakaoplantager.

I Guayaquil besøger vi den centrale park, hvor leguaner og duer lever sammen i fred og fordragelighed. Byen ligger ned til Guayas-floden og har en dejlig strandpromenade med masser af liv.

Overnatning på hotel Howard Johnson (https://www.wyndhamhotels.com/hojo/guayaquil-ecuador/howard-johnson-hotel-guayaquil/overview)

Dag 13 – Hjemrejse (M) (lørdag d. 20. juli)

Der er tid på egen hånd, inden turen går til lufthavnen, hvorfra vi flyver midt på eftermiddagen.

Alternativt kan man tilkøbe en tur til Galapagosøerne inden hjemrejsen. Se nedenfor. En tur til Galapagos arrangeres med Bifrost Rejser  

Galapagosøerne

I forlængelse af rejsen er det muligt at tilkøbe et fem dages ophold på Galapagosøerne. På opholdet bor man på de to største øer, Isla Isabela og Isla Santa Cruz, hvorfra der udgår udflugter til bl.a. Isla Bartolomé. Vi skal også se den enorme skjoldvulkan, Sierra Negra og Darwincenteret, hvor man arbejder på at redde flere af øernes skildpaddearter. Galapagosøerne har en helt unik natur, med et rigt plante- og dyreliv samt laguner og lavatunneller. Her er kæmpeskildpadder, leguaner, søløver, fugle og pingviner, som ikke lader sig mærke af, at der ligger mennesker ved siden af dem på stranden. Det er måske et af de mest eksotiske og interessante steder, man kan besøge, og ved turens afslutning befinder man sig kun en kort flyvetur derfra.

Ønsker du at tage til Galapagos, bedes du kontakte Bifrost Rejser. ms@bifrostrejser.dk

Dag 14 – Ankomst (søndag d. 21. juli)

Vi ankommer til København om aftenen.