Geografisk Orientering 2/2017

Smart cities

Udformningen af byområder udfordres løbende af nye betingelser og krav, og samtidig giver ny teknologi nye muligheder. I de seneste år har vi hørt meget om begrebet smart cities , og om hvordan såkaldt smarte teknologier kan gøre byer mere effektive. Men hvad dækker smart cities egentlig over, hvordan ser en moderne by ud, og hvilke udfordringer er der for at skabe et nyt og moderne bybillede? Med udgangspunkt i aktuelle byplanlægningsprojekter i Danmark og erfaringer fra udlandet har vi søgt svar på sådanne spørgsmål i dette nummer af Geografisk Orientering.

I den første artikel introduceres temaet af Caroline de Franqueville Hansen, co-founder af OurHub. Med en grundlæggende tilgang beskriver hun både de muligheder og udfordringer, der er observeret i smart city-projekter rundt om i verden, og om hvordan ikke kun store IT-virksomheder, men også borgerne kan inddrages som aktører i den løbende planlægning af smart cities.

Bladets anden artikel er skrevet af Søren Smidt-Jensen, Chef for By og Landskab i Frederikssund Kommune, der beskriver, hvilke tanker og idéer, der ligger bag deres storslåede projekt for den kommende by, Vinge. Byen ventes at skulle huse cirka 20.000 indbyggere og bygges helt fra grunden, hvilket giver mulighed for at indtænke moderne og smarte muligheder i byens grundinfrastruktur.

Anderledes forløber projektet Street Lab i midten af København. Specialkonsulent hos Københavns kommune Rikke Gram-Hansen beskriver i den tredje temaartikel, hvordan smarte teknologier integreres, testes og demonstreres i det eksisterende byområde. I den fjerde og sidste temaartikel beskriver chefkonsulent i NærHeden P/S Maya Arffmann ambitionerne for en kommende bydel i Høje Taastrup kommune, der kaldes Nærheden. Som en mellemting af byen Vinge og testområdet Street Lab, ventes Nærheden med udgangspunkt i tanker om bæredygtighed og smart city-løsninger at sætte en ny standard for forståelsen af, hvordan man bor og lever i et forstadsområde.

God sommer og god læselyst fra temaredaktionen ved Taja Brenneche, Andreas Egelund Christensen, Teis Hansen, Hanna Lia Fosberg og Ole Pagh-Schlegel

Du skal være logget ind for at læse bladet.
Ikke medlem? Bliv medlem