Geografisk Orientering 3/2017

Kaffe

Alle kender den. Vi ved hvordan den ser ud når den er brygget, og dens karismatiske duft er genkendelig for de fleste. Men hvordan den dyrkes, under hvilke omstændigheder og hvilken historie den bærer med sig, er ukendt for mange. Dette nummer af Geografisk Orientering handler om kaffe. Nummeret har fire temaartikler, som med hver deres vinkel belyser kaffens historiske og nutidige betydning. Den første artikel, der er skrevet af Jakob Andersen, direktør i Dansk Kommunikation, giver os et informationsrigt indblik i kaffens historie og dens betydning for historiske perioder og begivenheder. Vi kommer rundt om kaffens betydning i kolonitiden og som en nutidig global handelsvare, men også hvordan kaffen som kulturbærer har været med til at knytte det europæiske byborgerskab sammen. Aske Skovmand Bosselmann, adjunkt på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, beskriver de naturmæssige betingelser for kaffedyrkning. Artiklen tager os også i gennem de forskellige kaffesorter og hvor og hvem der dyrker hvilken form for kaffe. Med disse to grundlæggende artikler, begiver artikel tre sig ud der hvor kaffen produceres. Rasmus Skov Olesen skriver fra Vietnam om de vietnamesiske kaffebønder. Vi kommer omkring kaffeproduktionen i Vietnam, og hvilken betydning den har for landet og dets kaffebønder. Artiklen giver desuden et spændende indblik i en skiftende kaffekultur i landet.

Nummerets sidste temaartikel handler om nogle af kaffeproduktionens skyggesider. Journalist Julie Hjerl Hansen fra det uafhængige og undersøgende medie og researchcenter Danwatch, slutter temanummeret med en artikel, der tager læseren med til Guatemala for at belyse kaffebøndernes kritiske produktionsforhold. Her er børnearbejde og tvangsarbejde ikke unormalt, og artiklen beskriver hvilken situation de arbejdende børn befinder sig i, og diskuterer bl.a. hvilken rolle Guatemalas regering, diverse organisationer og forbrugeren har for at komme problematikken til livs.

Rigtig god læselyst fra temaredaktionen ved Morten Hasselbalch, Rasmus
Skov Olesen, Nikka Sandvad og Michael Helt Knudsen
Rettelse:
I artiklen ’Land grab and water grab’ i GO4-16, s. 45 – står der ’32 %’ – det
korrekte ifølge forfatteren er 332%. Kilde: Helle Munk Ravnborg, DIIS, fra
artiklen ’WATER COMPETITION, WATER GOVERNANCE AND FOOD SECURITY’ s. 110.

 

Du skal være logget ind for at læse bladet.
Ikke medlem? Bliv medlem