Den 1. januar 2009 fejrede Cuba 50-året for revolutionen, der var ledet af Fidel Castro, verdens længst siddende præsident. For et år siden overgav han dog magten til sin yngre bror, den 77-årige Raúl Castro. Den revolutionære regering indledte hurtigt en landbrugsreform og begyndte en alfabetiseringskampagne, som har gjort Cubas befolkning til den bedst uddannede i Latinamerika i dag.

Revolutionen blev hilst velkommen af USA, men da udstykningen af de store godser ramte de amerikanske godsejere, opfulgt af nationalisering af sukkerplantager og olieraffinaderier, var det slut med de varme følelser. I 1960 suspenderede USA importen af sukker, hvor de før havde aftaget næsten 90 %. USSR blev den nye handelspartner. Den nære relation til den socialistiske storebror varede indtil Sovjetunionens sammenbrud, og Cuba blev dermed nødt til at gå nye veje.

For den enkelte cubaner har det betydet nye økonomiske muligheder, da en stigende liberalisering fx har tilladt familierne at indlogere turister i deres hjem. Turisme har afløst sukkeret som landets vigtigste indtægtskilde. Den cubanske stat har også åbnet for udenlandske investeringer.

Der er såvel i Cuba som i omverdenen refleksioner over, hvordan Cubas fremtid bliver, hvilket også ses af dette nummers artikler. Hvordan vil balancen blive mellem planøkonomien og den begyndende liberalisering? Og vil udviklingen ændre sig drastisk den dag, brødrene Castro ligger på kirkegården? Men et er, hvad den siddende regering planlægger, et andet er følgen af Cubas beliggenhed i det Caraibiske hav. Orkanerne Gustav, Ike og Paloma ramte
øen i sidste del af 2008 - og den stadige orkantrussel vil altid være jokeren i ethvert forsøg på planlægnig i Cuba.