Geografisk Orientering 2/2019

Ærø

En lille ø i det sydfynske øhav – en befolkning med stort udsyn – hvor havet forbinder fremfor isolerer, og skaber muligheder fremfor begrænsninger – vi sætter kursen mod Ærø, og skal på en klassisk geografisk odyssé over ni små artikler med fokus på Ærø.

I de to første artikler har vi bedt Johannes Krüger og Niels Ulrik Kampmann om at stille skarpt på Ærøs landskaber og landskabsdannelse. De to artikler supplerer hinanden fint og forklarer på fornem vis skabelsen af Ærøs karakteristiske landskaber som vi kender dem i dag. I den tredje artikel stilles spørgsmålene hvor mange mennesker bor der egentligt på Ærø? Og hvordan ser befolkningsudviklingen ud? Svaret er måske ikke helt entydigt, hvor enkelte år faktisk viser en stigning i befolkningstal modsat den generelle trend af affolkning på de danske småøer. De to følgende artikler fokuserer på, hvad mange nok vil mene er ryggraden af Ærø, nemlig søfartshistorien og færgefarten – eller færgekrigen som forfatteren har valgt at kalde en af artiklerne. Den sjette artikel handler om Ærø som energi-ø. Ærø er en international anerkendt energi-ø, som har modtaget både nationale og internationale priser for deres fokus på bæredygtighed og energipolitik. I de to næste artikler kigger vi på Ærøs turisme. Turismen på Ærø trives i bedste velgående, og den lokale befolkning har fundet deres nicher til at promovere øen som attraktiv turistdestination. Fra produktion af cigarer, mikrobryggeri til en yndet ’bryllups-ø’. Vi skal blandt andet på tur med to (geografi) studerende, der har begivet sig ud på deres livs ’Ødyssée” – på eventyr i det danske ø-rige” – eller som de selv siger ”….Det var da egentlig for dårligt, at vi slet ikke kendte vores eget land. Vi besluttede os for at lave et formidlingsprojekt om de danske øer og finde ud af….hvad man kan se og opleve som ung turist, hvis man skifter turen til London ud med Lyø”. Den niende og sidste artikel er et fagdidaktisk bud på at ’få energi ind i undervisningen’ med Ærø som eksempel.

Vi håber at denne rundtur på Ærø giver inspiration og blod på tanden til et besøg på denne sydfynske øhavsperle. Og det kan du oplagt få mulighed for ved at deltage på dette års geografweekend i september, der netop går til Ærø (se det fulde program andetsteds i bladet).

Rigtig god læselyst fra hele redaktionen og velkommen til Ærø og det

sydfynske øhav.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til Geografisk Orientering

Hvis du allerede er medlem, kan du også få adgang ved at logge ind