Geografisk Orientering 5/2014 GEO Mix minitema om de danske landskaber

Det er med stor fornøjelse, at vi på vegne af Geografforbundet kan overbringe årets julegave i form af en DVD & Blu Ray film om landskabsdannelser i Danmark. Filmen er produceret af Chilbal Film og tilrettelagt af Pernille Semler og Bent Yde Jørgensen. Et lille mesterværk, der er opdelt i fire afsnit (4x30 min.):

Afsnit 1: Grundfjeld & Masseuddøen;

Afsnit 2: Da Danmark stod op af havet;

Afsnit 3: Istider & menneskets påvirkninger;

Afsnit 4: Dynamiske kyster.

Således dækker hvert afsnit forskellige temaer, der oplagt kan anvendes i geografiundervisningen på tværs af niveauer ude på landets institutioner. Chilbal film har generøst doneret DVD’en, og helt enestående givet Geografforbundet mulighed for at være de første og eneste med en vaskeægte verdenspremiere. Tusinde tak for dette.

Filmen vil senere kunne købes via Chilbal Films hjemmeside: www.chilbal.dk, og sandsynligvis blive sendt på TV i løbet af 2015.

Som optakt til filmen har vi valgt at tilrettelægge det ’traditionelle’ Geo Mix’ nummer med et minitema om landskabsdannelser. Vi er således stolte over også at kunne præsentere, udover en kort introduktionsartikel af filmens producer, tre minitemaartikler. Den første artikel tager udgangspunkt i Stevns Klint. Her har artiklens to forfattere, henholdsvis museumsinspektøren og direktøren på Geomuseum Faxe/Østsjællands Museum, skrevet en spændende fortælling under titlen ’Kridt, kalk, katastrofer og kæmpe bæster’.

Den anden artikel er begået af Michael Houmark-Nielsen, som de fleste læsere sikkert er bekendte ved fra tidligere artikler i GO
sammenhæng. Han har skrevet en spændende artikel under titlen ’Danske landskaber - Set med nye briller’, der ser på, hvordan kombinationen af digitale højdemodeller, geologiske data og aldersbestemmelser skaber overblik og afslører nye detaljer i landskabernes form og oprindelse. Den tredje og sidste minitemaartikel sætter fokus på de dynamiske kyster. Under titlen ’Danmarks kyster: dannelse, processer og udfordringer’ har en række forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, med Mikkel Fruergaard ved roret, beskrevet og analyseret, hvordan Danmarks kyst med sine 7.300 km. har formet og dannet sig over tid, og spillet en helt central rolle i koblingen mellem natur og samfund.

Go’ jul og rigtig go’ læselyst!

 

Temaredaktionen ved: Rasmus Skov Olesen, Sebastian Toft Hornum, Nikka

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til Geografisk Orientering

Hvis du allerede er medlem, kan du også få adgang ved at logge ind