Geografisk orientering 5/2018

Nuuk

 

I årets sidste nummer af Geografisk Orientering stiller vi skarpt på Grønlands hovedstad, Nuuk. Nuuk er med sine knap 18.000 indbyggere en lille, men moderne storby, som har gennemgået en spændende udvikling, og som der er store fremtidsplaner for.

I bladets første to artikler ser vi nærmere på Nuuks byudvikling. Museumsleder hos Nuuk Lokalmuseum, Vinni Birkedal, giver os en historisk introduktion til Nuuk. Derefter ser byplanlægger, Runa Mathiesen, nærmere på moderne tids byudvikling, samt planerne om at udvide byen med bydelen Siorarsiorfik.

Herefter zoomer geograf, Zenica Gorsvig Larsen, ind på affaldshåndteringen i Grønland, som på mange måder adskiller sig fra det danske system. Den kommende grønlandske affaldshåndtering har netop fået et gennembrud, idet samtlige borgmestre og hele Naalakkersuisut er blevet enige om at arbejde for etableringen af to centrale forbrændingsanlæg, hvortil alt affald fra hele landet skal transporteres. Der er store forventninger til, at denne aftale kan være med til at løfte affaldsområdet i hele landet.

Arktisk ingeniør, Mads Albæk Sørensen, tager os tæt på drikkevandsforsyningen i Nuuk. I Grønland stammer det meste drikkevand fra bynære overfladesøer. Dette er ligeledes tilfældet i Nuuk, hvor byens udvikling skaber pres på drikkevandsressourcen.

Mange har måske hørt om den ikoniske beboelsesejendom Blok P. Det siges at 1% af Grønlands befolkning har boet der på et tidspunkt i deres liv. Sarah Bodil Hansen og Matylda Rosenbæk flyttede ind i Blok P i forbindelse med deres afgangsprojekt fra Kunstakademiets Designskole, inden bygningen blev nedrevet. Geografisk Orientering har fået lov til at vise et udpluk af de billeder, der blev taget i forbindelse med projektet.

Herefter stiller vi skarpt på Nuuks omkringliggende natur. Geograf Kerstin Elise Krøier Rasmussen tager os med på arbejde hos Asiaq, Grønlands forundersøgelser. Asiaq har hovedkontor i Nuuk og unik adgang til bl.a. klimatiske og hydrologiske undersøgelser. I den sidste temaartikel zoomer Ivalu Stender ind på spørgsmålet om grønlandsk identitet.

I dette nummer af Geografisk Orientering har vi desuden fundet en række (dagens) geografer, som bor og arbejder i Nuuk og inviteret dem til at fortælle om deres arbejde og oplevelse af byen.

Rigtig god læselyst.

Temaredaktionen ved Hanna Lia Fosberg, Christian Nørrelund, Ole Pagh-Schlegel, Andreas Egelund Christensen og Nikka Sandvad

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få adgang til Geografisk Orientering

Hvis du allerede er medlem, kan du også få adgang ved at logge ind