Geografisk Orientering 6/2010 Blandet indhold
Dette nummer rummer artikler med blandet indhold. Først beskrives den fynske landsby Munkebos forvandling til industriby under rederiet A.P. Møllers indflydelse med de fordele og ulemper som fulgte. Dernæst beskrives servicesektorens overordnede udvikling og geografi i Danmark - en sektor, som i dag udgør 75 % af den samlede danske erhvervsaktivitet. Herefter følger en demografisk redegørelse af konverteringen fra privat udlejning til andelsboliger tilbage i 1993 på indre Nørrebro, København. De næste tre artikler omhandler udenlandske temaer. Fra Kirgisistan i Centralasien en beskrivelse af landet, som i 2010 har fået megen opmærksomhed, over et virksomhedsbesøg hos Great Greenland i Qaqortoq i Grønland til en personlig beretning og billedserie omhandlende et privat møde og ophold i Iran. Til afrunding overvejelser fra en skoleleder om geografiundervisning.