Bliv klogere på klimaundervisning og naturbaserede løsninger gennem projektet "Et grønnere klima'.
Nyhed oprettet den 14. maj 2025
Udkommer ultimo maj 2025.
Ifm. projektet udkommer at blad, som består af en række artikler, hvor eksperter på hver deres måde belyser aspekter af undervisning i naturbaserede løsninger.
Projektets materialer og ressourcer er gratis tilgængelige her: gronnereklima.dk.
Bladet udkommer i maj 2025 og sendes til medlemmer af de tre faglige foreninger:
- Biologiforbundet,
- Danmarks Naturfagslærerforening
- Geografforbundet.
Et grønnere klima er et klimaundervisningsprojekt om naturbaserede løsninger. Vi har udviklet en række elevaktiverende, virkelighedsnære og løsningsorienterede undervisningsmaterialer og -aktiviteter til fællesfaglige forløb i naturfagene i udskolingen.
Vi har udviklet forløbene i tæt samarbejde mellem forskere fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet, didaktiske udviklere og erfarne lærere for at sikre relevante materialer af høj faglig kvalitet baseret på den nyeste forskningsviden.
Vi er glade for at kunne tilbyde lærere og elever i hele landet undervisningsmaterialer om et højaktuelt og vigtigt emne. Vi håber, at lærerne vil bruge forløbene, gøre dem til deres egne og dele dem med kollegaer på tværs af naturfagene.
Naturbaserede løsninger er tiltag, som med udgangspunkt i naturen imødegår klimaforandringer og andre store udfordringer som f.eks. forurening, fødevaresikkerhed og sikring af rent vand, samtidig med at de gavner biodiversiteten.
Naturbaserede løsninger handler om bevarelse og genopretning af naturlige økosystemer, øgning af naturarealet samt de samfundsgoder, som økosystemerne kan levere. Sagt på en anden måde: man arbejder med naturen i stedet for imod naturen.
Der er et kæmpe klimapotentiale i at mindske udledningen og øge bindingen af drivhusgasser og lagring af kulstof ved at beskytte, bevare og genoprette naturen.
Undervisning i naturbaserede løsninger er på mange måder oplagt. Emnet er ikke alene mere aktuelt end nogensinde, men det bygger også på kernestof i naturfagene. Her er mulighed for at arbejde med kendt stof på nye måder, når f.eks. kulstofkredsløbet, drivhuseffekten og fotosyntesen sættes i spil med nye perspektiver og konkrete undersøgelser i lokal natur.
Med naturbaserede løsninger er der noget, vi kan gøre her og nu, som har positive konsekvenser på flere fronter. Det er fyldt med dilemmaer og valg, men også håb og handlemuligheder.
Alle materialer og ressourcer er gratis tilgængelige på www.gronnereklima.dk samt på Gyldendals fagportaler.
De fire forløb om skov, ålegræs, sø og mose samt mangrove rummer rigt illustrerede fagtekster, modeller, videoer med forskere, inspiration til feltarbejde og flere andre aktiviteter.
Det overordnede mål er at give eleverne viden om konkrete klimatiltag samt at knytte elevernes egne undersøgelser af naturen til de globale klimaproblemer og mulige naturbaserede løsninger.
I denne udgivelse om undervisning i naturbaserede løsninger går vi bag om undervisningsmaterialet. Vi har samlet en række eksperter, der på hver deres måde belyser aspekter af emnet – naturvidenskabeligt, pædagogisk og didaktisk.
God læselyst!
Tak til alle forfatterne på denne udgivelse og vores medredaktør Andreas Egelund Christensen.
Tak til Villum Fonden for støtten til ’Et grønnere klima’ og denne udgivelse.
Karsten Elmose Vad, Katrine Minddal og Carsten Rahbek, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Globe Institute, Københavns Universitet. Gary Banta og Marianne Holmer, Syddansk Universitet.
Indhold
- Klimaundervisning med forskning, fakta, håb og handlekraft
- Naturbaserede løsninger: definitioner og kriterier
- Naturbaserede løsninger kræver tværfaglighed
- Fra undersøgelse af lokal natur til abstrakt klimastof
- Feltfigurer i naturfag: kreativitet og æstetik i modellering
- Den gode felttur er den, som bliver til noget
- Hvor meget kulstof er der egentlig i en skov? Beregninger og faglige overvejelser bag skovsimulatoren
- Genskabte vådområder giver mange gevinster
- Pædagogisk mod til bæredygtighed Dunkle og utopiske perspektiver på naturbaserede løsninger
- Formidling om et klima i hastig forandring