Geografisk Orientering 3/2024
Magasinet udkommer medio august
Redaktionens forord
Dette temanummer er et oplæg til Geografisk Dag 2024, hvor geografforbundet inviterer til et spændende program i Nordatlantens Hus i Odense d. 8. November.
Råstoffer og geologi Nordatlanten er et stort emne. Redaktionen har samlet otte artikler, der med forskellige nedslag giver en smagsprøve på det enorme ressourcegrundlag, der ligger i Nordatlanten, og betydningen af dette både for landene i Nordatlanten såvel som resten af verden.
Første artikel giver os en historisk gennemgang af de primære mineralske og fossile udvindingsprojekter og undersøgelser, der har fundet, og finder sted i Nordatlanten. Artiklen er skrevet af Andreas Roed Otte, som arbejder med formidling i Nordatlantens Hus i Odense. I den næste artikel, skrevet af Parnuna Egede Dahl, dykker vi dybt ned i Nordatlanten. Dybhavsminedrift er en relativ ny og underreguleret praksis med ukendte miljøpåvirkninger, hvilket har udløst en vigtig og til tider kontroversiel debat.
I tredje artikel zoomer vi ind på Grønland, hvor Zenica Gosvig Larsen giver os et indblik i råstoffer og miljøbeskyttelse i Grønland. Råstofudvinding er en af de søjler, man i Grønland ønsker at bygge en fremtidig økonomisk uafhængig selvstændighed på. Ikke mindst er interessen for de såkaldte kritiske mineraler stor. De kritiske eller ’sjældne’ mineraler sætter vi derfor yderligere fokus på gennem den fjerde artikel, hvor Per kalvig bl.a. diskuterer, hvordan sikring af vestlige råstofforsyninger til især grøn omstilling er blevet til storpolitik. I den femte artikel zoomer vi ind på Grønlands guld. De to seniorforskere Lis Bach og Christian Juncher Jørgensen giver os en spændende diskussion omkring guldminedrift i krydsfeltet mellem ressourceudvinding og miljøbeskyttelse – bl.a. med guldminen i Nalunaq som eksempel. I artikel seks giver vi så ordet til Amaroq minerals, der i dag netop driver guldminen i Nalunaq. I denne artikel får de selv mulighed for at beskrive hvem de er, og hvad deres formål med deres minedrift er.
I artikel syv skalerer vi ud igen, og sætter fokus på de marine økosystemer. Her gør Mads Peter Heide-Jørgensen os klogere på regimeskifte i de arktiske marine økosystemer. I den ottende og sidste temaartikel zoomer vi helt ind på biodiversitet af plankton og økosystemtjenester i Arktis. Marja Koski gør os klogere på biodiversiteten som grundlaget for de økosystemtjenester vi mennesker er afhængige af – med særligt fokus på de helt grundlæggende, men ofte oversete plankton. Vi håber, at I således er inspireret og motiveret til en spændende Geografisk Dag i råstoffernes tegn.
På vegne af hele redaktionen
Marie, Rasmus, Andreas, Mette, Katrine & Simon
Artikler
- Råstofudvinding i Nord- atlanten – En historisk gennemgang
- Dybhavsminedrift udfordrer Nordatlanten
- Råstoffer og miljøbeskyttelse i Grønland
- Grønlands sjældne jordart- metaller løser ikke EU’s råstofbehov
- Guldminen i Nalunaq
- Amaroq Minerals
- Et regimeskifte i et arktis marint økosystem
- Biodiversitet af plankton og økosystemtjenester i Arktis