Afrikas århundrede? Danmark ville gentænke forholdet til Afrika – hvad er der sket siden?
Nyhed oprettet den 21. oktober 2026
Medlemsblad: Geografisk Orientering
Udgave: nr. 3/2026
Udkommer: oktober/november 2026
Forord
Danmark har igennem flere hundrede år været forbundet til det afrikanske kontinent - både som en undertrykkende kolonimagt, der udvandt slaver og naturressourcer, og senere som donor og handelspartner. Vores udenrigspolitiske forhold til de afrikanske lande har løbende ændret sig. Tilbage i sommeren 2024 lancerede Udenrigsministeriet en ny Afrika-strategi for Danmark. Strategien skulle bryde med tidligere tiders paradigme, der bar præg af en anskuelse af afrikanske lande som nødlidende og konfliktramte donorlande, samt vores eget selvbillede, som nogen, der måtte komme kontinentet til hjælp gennem bistand. I stedet gav den nye strategi udtryk for, at det var på tide, at vi opfattede de afrikanske lande som ligeværdige partnere, og at vores relation til disse lande fremover skulle bære præg af gensidig respekt og samhandel. Strategien blev slået op med store armbevægelser og den noget ambitiøse titel ’Afrikas Århundrede’. Det skulle være slut med at agere som den barmhjertige samaritaner, og fokus skulle flyttes fra envejs nødhjælp til langsigtede strategiske partnerskaber. I stedet for at se ungdomsarbejdsløshed skulle vi se vækstmarkeder, i stedet for sult og hungersnød skulle vi se udviklingspotentiale, og i stedet for ukontrolleret urbanisering og befolkningstilvækst skulle vi se innovation og nytænkning.
Nu, to år efter, spørger vi så, hvordan det er gået. Det har vi fået en række spændende bud på. Vi starter med en artikel fra professor ved CBS Søren Jeppesen, der i mange år har forsket i industriel udvikling i Afrika. Han giver os et større perspektiv samt den nødvendige baggrundsviden ved at ridse danske udviklingsparadigmer op igennem tiden med særligt fokus på, hvordan ideen om samhandel frem for bistand er opstået. Derefter har vi i redaktionen selv været ude og interviewe Kontorchef for Afrikakontoret ved Udenrigsministeriet, Ketil Karlsen. Han kan om nogen betegnes som manden bag Afrika-strategien. Ketil fortæller om de tanker, der lå bag udviklingen af strategien og hvordan han håber den vil blive udført i praksis. Dernæst har vi en artikel, der er skrevet af ansatte ved tre forskellige danske ambassader i Afrika, som hver især giver deres besyv på, hvordan den nye strategi har påvirket deres arbejde. Dernæst følger en række artikler fra relevante aktører, som alle fortæller om, hvad den nye strategi betyder for dem i deres særlige arbejde. Det gælder både den danske udviklings- og finansieringsfond Impact Fund Denmark, NGO’en Care Danmark, der arbejder med klimasikring, fødevaresikkerhed og ligestilling, virksomheden warfair, der handler med konfliktramte lande, og solidaritets- og aktivistorganisationen Global Aktion, der arbejder mod global ulighed og for politiske og sociale forandringer. Derudover giver professor ved Københavns Universitet, Niels Fold, et indblik i, hvorledes den nye strategi påvirker forskningen inden for udvikling og globale værdikæder. Til sidst runder vi af med en artikel af journalist og redaktør ved Global Nyt, Laurits Holdt, som beskriver sine overvejelser for og imod den nye Afrika-strategi.
Rigtig god læselyst!
Redaktionen