Læs om Lollands natur og kultur i det seneste nr. af Geografisk Orientering.

Nyhed oprettet den 02. juli 2026

Lollands natur og kultur

Udkommer: Medio juni 2026

Dette temanummer er et oplæg til Geografisk Dag 2026, hvor Geografforbundet inviterer til et spændende program (se andet sted i bladet) med udgangspunkt fra Nykøbing Falster Vandrehjem.

Temaet for dette års geografiske dag er Lollands natur og kultur. Redaktionen har derfor tilrettelagt et temanummer, hvor vi præsenterer hele ni korte artikler, der tager os gennem Lollands særegne kultur og natur.

Vi starter ud med at etablere hele grundlaget for øen med en artikel om landskabet på Lolland, og hvordan det er dannet, skrevet af vores velkendte Johannes Krüger. Dernæst tager Niels Ulrik Kampmann Hansen os med på en systematisk beskrivelse af Lolland – lige fra befolkningsudvikling og byer til Lollands inddæmninger.

Artikel tre og fire sætter fokus på Lollands infrastruktur og det store nye Femern Bælt-projekt. Sten Hansen skriver om Lollands nye transportgeografiske placering og Sidsel Greven Rasmussen fokuserer på Femern Bælt-forbindelsen, og hvordan denne nye infrastruktur er med til at forme landskabet.

I artikel fem og seks dykker vi ned i den sorte muld. Kært barn har mange navne, og Lollands roer er blevet kaldt ’det hvide guld’, og har ført til lokaludvikling og råvarebevidsthed. Således skriver Sanne Rossen om Lolland-Falsters udvikling fra roemark til råvarebevidsthed, og Boye Clausen sætter fokus på roen - Lollands ’hvide guld’.

Fra roer til Nakskov Skibsværft, hvor Heidi Pfeffer giver en spændende beretning om hvordan skibsværftet historisk har haft indflydelse på industri, byudvikling og fællesskab. Lolland er også kendt for de mange herregårde, og i artikel otte stifter vi således bekendtskab med ’herregårdenes Lolland’ ved museumsinspektør Louise Sebro.

Endelig slutter vi dette temanummer af med en tur i det fri – vi skal til Lollands nye naturreservat ’Saksfjed Vildmark’, hvor Adam Søderdahl levende beskriver stedets natur fra sine utallige timer i felten. Vi håber, at I således er inspireret til en spændende Geografisk Dag på Lolland.

Opråb! I forbindelse med den geografiske dag afholdes desuden Geografforbundets generalforsamling kl. 17:00 på Nykøbing Falster Vandrerhjem (se indkaldelse andet sted i bladet). Redaktionen vil gerne opfordre alle vores læsere og medlemmer af Geografforbundet til at deltage, da denne generalforsamling kan være afgørende for Geografforbundets fortsatte eksistens, i det vores forperson har valgt at træde af, og bestyrelsen derfor står over for en meget svær opgave med at opretholde deres vigtige arbejde, og ikke mindst Geografforbundets overlevelse.

Og med denne lille opfordring - på vegne af hele redaktionen – velmødt og rigtig god læselyst!