Referat af ordinær generalforsamling 2016 i Silkeborg

Dagsorden for generalforsamlingen 2016

1) Valg af dirigent

2) Valg af to referenter

3) Styrelsens beretning v. formanden, der indeholder delberetninger fra udvalgene

4) Beretning fra Geografforlaget A/S til drøftelse

5) Redaktørens beretning for 'Geografisk Orientering’

6) Fremlæggelse af det reviderede regnskab

7) Indkomne forslag

8) Fastlæggelse af medlemskontingentets størrelse

9) Valg af:

a. Formand

b. Næstformand

c. Kasserer

d. Kontaktperson til regionerne

e. Yderligere 4-6 styrelsesmedlemmer

f. To suppleanter til styrelsen

g. To revisorer

h. Revisorsuppleant

10) Eventuelt

 

Ad 1) Valg af dirigent

Styrelsen foreslår Henrik Alsted, som accepterer tilbuddet. Henrik Alsted konstaterer at dagsordenen er udsendt rettidigt. Den ligger på Geografforbundets hjemmeside og er trykt i Geografisk Orientering. Dermed lever generalforsamlingen op til kravene.

Der er 22 fremmødte medlemmer.

 

Ad 2) Valg af to referenter

Jonas Straarup Christensen og Ditte Marie Pagaard foreslås og begge accepterer at tage referat.

 

Ad 3) Styrelsens beretning v. formanden

Formanden, Christina Kürstein, beretter at meget af forbundets arbejde det forgangne år, har handlet om den nye fælles naturfagsprøve. Der har været et større og tættere samarbejde med de andre naturfaglige foreninger. Blandt andet har de tre naturfaglige foreninger (Biologiforbundet, Danmarks Fysik – og Kemilærerforening og Geografforbundet) arrangeret en velbesøgt tur til Naturfagscenteret i Oslo, hvor der på turen til Oslo var oplæg om prøven og projektarbejde i skolen samt fællesfagligt gruppearbejde med afsæt i de fællesfaglige fokusområder. Fremadrettet arbejdes der på flere kurser henvendt til lærere - både på tværs af foreninger og geografifaglige kurser. Vi er optagede af at finde ud af hvad vores medlemmer har brug for og vi vil gerne vide mere om hvordan vi kan støtte lærerne. Derfor har vi i samarbejde med Forlaget afholdt kurser om den fællesfaglige prøve og brugen af den nye ”Xplore på tværs” og om brugen af kort i undervisningen.

Styrelsen arbejder i øjeblikket på at skabe nye kommunikationsveje. Bl.a. har vi en ny og mere brugervenlig hjemmeside på vej. Hjemmesiden liver udviklet i samarbejde med Forlaget. Vi arbejder også på at netværke bedre med vores medlemmer ad andre veje - eksempelvis via vores Facebook-side og på faglige messer, læringsfestivaler m.v. Vi håber meget på at initiativerne kan være med til at styrke vores medlemstal.

På Big bang-konferencen deltog vi med en fagbod, som gjorde det muligt at komme i kontakt med både nuværende og eventuelt kommende medlemmer. Det er planen at vi vil deltage med en fagbod igen næste år og vi arbejder ligeledes på at få en workshop i samarbejde med de to andre faglige foreninger, som skal handle om samarbejdet mellem de faglige foreninger og medlemmerne.

Kursusudvalget har i årets løb sørget for en række gode ekskursioner, regionale arrangementer og ture – bl.a. ture til Laos, Thailand, Cambodia og Cuba.

Beretningen er godkendt d akklamation.

 

Ad 4) Beretning fra Geografforlaget A/S til drøftelse

Direktør Tove From Jørgensen aflægger beretning på vegne af Formand Erik Sjerslev Rasmussen. Geografforlaget skiftede navn til GO Forlag for et par år siden, men ejer stadig det oprindelige navn. Det var en god beslutning at skifte navn til et mere neutralt navn, fordi det er lettere at sælge materialer indenfor andre fagområder end blot geografi. Andre lærere end blot geografilærerne er nu også opmærksomme på GOForlag og forlagets produkter.

Forlaget holdt som altid generalforsamling i foråret Tove præsenterer bestyrelsen og forlagets organisationsdiagram og understreger at det er forbundet der ejer forlaget.

Forlaget har en webafdeling hvor der i øjeblikket sidder fire medarbejdere. Der sker meget på den front. Forlaget har også fire redaktører tilknyttet, og endelig en kommunikations - og salgsafdeling hvor der sidder tre personer. Bøgene ligger i Køge og Ølstykke hos DBK.

Skolereformen har betydet en del for forlaget. Der er senest oprettet store indkøbsaftaler, hvor kommunerne ikke længere må købe bøger direkte ved forlagene, men skal købe dem via Biblioteksmedier som er en mellemforhandler – og det gør bøgerne dyrere. Der var flere spørgsmål til hvad disse indkøbsaftaler kan have af konsekvenser. De har ikke foreløbigt medført et mindre salg, men man er opmærksom på udviklingen. Hos flere gymnasier ses en udvikling i retning af at man selv vil udvikle læremidler og ikke købe fra forlagene.

Tilskudsberettigelsen udløber i 2017og forlaget skal derfor genansøge, men forlaget arbejder selvfølgelig på at blive godkendt til tilskud igen fra 2017.

På web-fronten forsøger man hele tiden at følge med udviklingen. UVM sætter hvert år nye krav til læremidlerne og der er nu et stort fokus på integrering med læringsplatforme. Der er generelt et øget fokus på naturvidenskab i samfundet.

Der er lige kommet en helt ny bog til naturgeografi på HF med en tilhørende webdel. Det er lidt svært at sælge den for tiden, fordi prøven i NF måske bliver lavet om.

Forlaget registrerer at der er meget fokus på naturvidenskab – og det er forlaget naturligvis tilfreds med. Forlaget holder sig orienteret. Der er både fokus på test og prøver og der er fokus på det tværfaglige og problemorienterede – og det sørger forlaget for at være med på.

Læringsplatformene er ved at blive introduceret på skolerne. Det betyder at lærerne kan arbejde med alle de digitale medier fra forlagene. Det gælder på grundskoleområdet, men det lader også til at der bliver etableret lignende platforme til gymnasieskolen. Tove tror at udviklingen bliver en fordel for små forlag.

Forlaget satser fortsat på Xpore digitale systemer – forlaget tror på konceptet – og lærerne udtrykker begejstring. Xplore tager meget udgangspunkt i virkeligheden.

Peter spørger om det at nogle uddannelsessteder producerer egne materialer, medfører at det er dele af forlagets produktion som misbruges. Tove forklarer at det er et stort problem med piratkopiering og noget man har fokus på, bl.a. gennem et samarbejde med et advokatfirma.

Der spørges til om man overvejer at gå sammen med andre små forlag. Tove forklarer at der et øget samarbejde mellem en række mindre forlag, bl.a. Columbus og Dansklærerforeningens forlag, men der er dog ikke nogen planer om sammenlægning.

Beretningen er godkendt ved akklamation

 

Ad 5) Redaktørens beretning for 'Geografisk Orientering’

Redaktør Andreas Egelund Christensen beretter om årets gang hos Geografisk Orientering. Redaktionen er p.t på 11 personer. Der har været en enkelt udtræden i år.  Alle har været med siden Andreas tiltrådte som redaktør.

Redaktøren har skiftet job, men fortsætter som redaktør og redaktionen har fået lov til fortsat at udføre deres arbejde fra Geografisk Institut på Københavns Universitet.

Redaktionsmøderne er reduceret fra 5 til 4 møder. Redaktionen har haft et godt år. Der kommer stadig mange uopfordrede artikler. Så der er hele tiden en ”bank” med stof til bladet. Der har været mange positive tilbagemeldinger på bladet i løbet af året og bladet er synligt. Redaktionen har et godt samarbejde med GO Forlag og der er også godt gang i annoncerne, men der gøres ikke noget proaktivt for at indhente annoncører. Der er stor konkurrence på trykkerimarkedet, forskellige trykkerier henvender sig løbende. Andreas overvejer derfor løbende et skifte, men er godt tilfreds med det nuværende trykkeri og grafikker Orla Hjort.

Anmelderredaktøren melder også om et godt flow, men vil gerne have flere anmeldere fra folkeskolen. Fremover kommer overskriften for anmeldelser til at hedde ”Nye bøger og materialer”. Redaktionen er i dialog med Trap Danmark om et medlemstilbud på de fysiske værker.

Temaerne for det kommende år er:

GO 4: Vand

GO 5: Minitema: Galathea - Ekspeditionens 10 års jubilæum

GO 1: Kaffe

GO 2: Geografweekend 2017

GO 3: Moderne ekspeditioner

GO 4: Tilblivelsen af Trap Danmark

GO 5: Geomix

Beretningen er godkendt ved akklamation

 

Ad 6) Fremlæggelse af det reviderede regnskab

Jens beretter om et godt samarbejde med GO Forlag og revisorerne. Sigurd, der bogfører for såvel GOForlag som for Forbundet, er der også et godt samarbejde med. Det er dejligt at kunne fremlægge et regnskab uden anmærkninger.

Nedslag i regnskabet

  • Medlemstallet er faldet med 150 personer. Det er bekymrende. Der har især været en nedgang i private medlemskaber. Så der ligger en presserende opgave for styrelsen i det kommende år.
  • Årets resultat er positivt, men indtægterne er grundet medlemsnedgang gået ned. Redaktionen har en god styring af deres udgifter.
  • Produktion af Geografisk Orientering, Styrelsens arbejde, teknik/service samt GW er det som står for de største udgifter.
  • Der er opbygget et overskud på kurser og udlandsrejser gennem mange år. Disse er placeret i en rejsefond, som dog ikke bliver brugt særligt meget.
  • Der er forudbetalt en første rate til ny hjemmeside. Og i det kommende år vil der selvfølgelig komme flere udgifter til den post.
  • Udgifter til porto er steget trods medlemstalsnedgangen – men det skyldes stigningen i portosats.

Regnskabet er godkendt ved akklamation

 

Ad 7) Indkomne forslag

Der er ikke indkommet forslag.

 

Ad 8) Fastlæggelse af medlemskontingentets størrelse

Kassereren en fremlægger Styrelsens forslag. Medlemskontingentet foreslås ikke ændret.

Forslaget er godkendt ved akklamation

 

Ad 9) Valg af:

  1. a.     Formand

Christina Kürstein er valgt ved fredsvalg.

  1. b.    Næstformand

Ditte Marie Pagaard er valgt ved fredsvalg.

  1. c.     Kasserer

Jens genopstiller ikke. Styrelsen opstiller Susanne Rasmussen, som er valgt ved fredsvalg.

  1. d.    Kontaktperson til regionerne

Lise Rosenberg blev valgt på det regionale topmøde.

  1. e.     Yderligere 4-6 styrelsesmedlemmer

Mette Starch Truelsen søger genvalg.

Henning Lehmann søger genvalg.

Lars Bo Kinnerup søger genvalg.

Rico Kongsager, som er gymnasielærer på Bagsværd Kostskole, opstilles af Styrelsen.

Alle er valgt ved fredsvalg.

  1. f.      To suppleanter til styrelsen

Jon Bøje Hansen er valgt ved fredsvalg

  1. g.     To revisorer

Michael Christiansen søger genvalg

Birgit Heinreich søger genvalg

Begge er valgt ved fredsvalg

  1. h.    Revisorsuppleant

Peter Astrup Madsen er valgt ved fredsvalg

 

Ad 10) Eventuelt

Der var intet til eventuelt.