Vedtægter
Gældende vedtægter for Geografforbundet
- 1. Formål og virksomhed
Stk. 1: Foreningens navn er Geografforbundet, landsforening for geografilærere, geografistuderende og andre geografiinteresserede.
Stk. 2: Geografforbundets formål er at formidle geografisk viden mellem alle undervisningsområder og fremme den almene geografioplysning. Geografforbundet kan støtte dannelsen af arbejdsgrupper og lokale kredse samt deres virksomhed.
Stk. 3: Geografforbundet samarbejder med Danmarks Lærerforening som den forhandlingsberettigede organisation over for myndighederne på folkeskoleniveau.
Stk. 4: Geografforbundet afholder formidlende aktiviteter fx ekskursioner, kurser, faglige møder, konferencer med faglig-pædagogisk og oplysende indhold.
Stk. 5: Geografforbundet forestår udgivelsen af tidsskriftet Geografisk Orientering, der bl.a. formidler forbundets fagpolitiske linje.
Stk. 6: Bestyrelsen udpeger tre bestyrelsesmedlemmer til Columbusfondens bestyrelse. Columbusfonden ejer og driver Forlaget Columbus og GO Forlag mfl. aktiviteter.
- 2. Medlemmer
Stk. 1: Geografforbundet optager skoler, institutioner og personlige medlemmer. Kun personlige medlemmer har stemmeret og er valgbare til valgene ved generalforsamlinger.
Stk. 2: Forbundet ledes af en bestyrelse bestående af forperson, næstforperson, kasserer samt yderligere 2-9 medlemmer.
Stk. 3: Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en toårig periode således, at 2-6 bestyrelsesmedlemmer vælges hvert år. Bestyrelsen konstituerer sig med forperson, næstforperson og kasserer umiddelbart efter generalforsamlingen for en etårig periode.
Stk. 4: I medfør af § 1, stk. 3, skal der i bestyrelsen være repræsentation for folkeskoleområdet.
Stk. 5: Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden med henblik på at varetage flg. områder:
- Faglig-pædagogisk arbejde
- Studieture og faglige aktiviteter
- Fondsarbejde
- Geografisk Orientering
- Bestyrelsen kan nedsætte ad-hoc udvalg.
Bestyrelsen kan indsætte indtil 2 af de 3 medlemmer i Columbusfondens bestyrelse uden at de er medlemmer af bestyrelsen. De 3 medlemmer af Columbusfondens bestyrelse orienterer Geografforbundets bestyrelse om fondens arbejde.
I tilfælde af stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.
Stk. 6: Såfremt et medlem udtræder af bestyrelsen i en valgperiode, indtræder suppleanterne i den valgte rækkefølge. Såfremt forpersonen, næstforpersonen eller kassereren udtræder af bestyrelsen i en valgperiode, vælger bestyrelsen et medlem til den ledige post i resten af valgperioden.
Stk. 7: Geografisk Orientering redigeres af en ansvarshavende redaktør og en redaktionskomité. Redaktøren ansættes af bestyrelsen. Redaktionen orienterer bestyrelsen om sit arbejde.
- 3. Tegning – hæftelse
Stk. 1: Regnskabsåret er 1. juli – 30. juni.
Stk. 2: Geografforbundet forpligtes ved underskrift af forpersonen, næstforpersonen og kassereren i forening.
Stk. 3: Forpersonen kan meddele forbundets kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtigelser.
Stk. 4: Geografforbundet hæfter kun for sine forpligtigelser med den formue som til enhver tid tilhører Geografforbundet. Der påhviler ikke forbundets medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
- 4. Generalforsamlingen
Stk. 1: Generalforsamlingen er Geografforbundets øverste myndighed.
Stk. 2: Ordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 30 dages varsel og afholdes hvert år i efteråret. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indleveres skriftligt til forpersonen mindst 3 uger i forvejen. Endelig dagsorden, som offentliggøres på Geografforbundets hjemmeside senest 8 dage før generalforsamlingen, skal indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Godkendelse af 2 referenter.
3) Bestyrelsens beretning, som indeholder delberetninger fra udvalgene.
4) Beretning fra Columbusfonden til drøftelse.
5) Redaktørens beretning.
6) Det reviderede regnskab fremlægges på generalforsamlingen og offentliggøres forud i digital form på forbundets hjemmeside samtidig med den endelige dagsorden for mødet.
7) Indkomne forslag.
8) Fastlæggelse af medlemskontingentets størrelse.
9) Valg af:
- 2-6 bestyrelsesmedlemmer
- 1 eller flere suppleanter til bestyrelsen
- 2 revisorer
- Revisorsuppleant
10) Eventuelt.
Stk. 3: Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel og med motiveret dagsorden, såfremt det forlanges af 4 bestyrelsesmedlemmer eller mindst 74 medlemmer.
Stk. 4: Ved generalforsamlingens afstemninger er almindelig stemmeflerhed afgørende. Skriftlig afstemning skal anvendes, hvis 1 medlem fremsætter ønske herom. I tilfælde af stemmelighed ved valg foretages en ny afstemning. Står stemmerne derefter lige, foretages lodtrækning.
Stk. 6: For at opnå stemmeret ved generalforsamlingen skal medlemmets kontingent være betalt senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 7: Kandidater til bestyrelsen opstilles direkte på generalforsamlingen.
Stk. 8: Vedtægtsændringer kræver 2/3 majoritet af de afgivne stemmer.
- 5. Opløsning
Stk.1: Opløsning af Geografforbundet sker ved en vedtægtsændring og en derpå følgende urafstemning med 4/5 majoritet af de afgivne stemmer.
Stk. 2: På den ekstraordinære generalforsamling træffes beslutning om anvendelse af Geografforbundets eventuelle formue.
Ovenstående er vedtaget på generalforsamlingen i Odense, Danmark, november 2024.