TAG MED TIL KVINDERNES Ø ONSDAG DEN 28. MAJ TIL 1. JUNI 2025

Læsø blev kaldt kvindernes ø før i tiden, fordi mændene meget ofte var på havet i lange perioder, og så måtte kvinderne tage sig af arbejdet på landjorden. Faktisk gik gårdene også i arv på spindesiden.

Øen har, siden de første sten i havet dukkede op med havstigningen og sand lagde sig over  dem, skiftet form mange gange.

I middelalderen var øen dækket af fyrre – og egeskove. Munke satte gang i saltsydningen i 1100-tallet. Salt var meget værdifuldt. Som brændsel til sydningen blev de mange træer fældet, og i midten af 1600-tallet var der ikke flere træer på øen, og saltsydningen stoppede. Svenskerne hjalp også til med, at skovene forsvandt ved at sætte ild til skovene under svenskekrigene. Så var der åbent for enorme sandstorme. På nordøen æder havet af kysten og på sydkysten dukker nyt land – kaldet Rønnerne. De næste 2-300 år var der ingen træer på øen, og skulle man bygge et hus eller en stald, måtte man have fat i strandgods. Det var ikke først til mølle for at få fat i strandgodset, men bønderne havde i et område aftalt hvem, der måtte hente strandgods ved næste stranding.

I 1902 begyndte man at plante træer, i dag er der masser af fyrre – og birketræer på øen. Det er vigtigt at vedligeholde åbne arealer, så træerne fældes også. Noget træ bruges til pejsebrænde, og andet bliver lavet til flis og sendt til fastlandet.

Geologisk er Læsøs blåler grundlaget for hele livsgrundlaget. Lerlaget under øen er op til 180 meter tykt.  Over dette ler ligger et lag sand på mellem 3 og 15 meters tykkelse. Det betyder, at der ikke er meget landbrug, selv om man har forsøgt at blande husdyrgødning og tang i sandet for at øge udbyttet. Men leret gør, at grundvandet et meget salt, og i 1991 begyndte man igen at syde saltet. Stor turistattraktion.

Læs det hele her, som pdf.

Saltvandet syder og bobler.

      
Museumsgården

Det foreløbige program ser således ud: